Du er her ikke, men du er her altid

Det kan gøre helt ondt indeni mig, når jeg hører om alle de tusindvis af skæbner som ingenting har, og specielt de mennesker som må flygte fra et land i krig. Der er konstant debat omkring flytninge og deres rettigheder her i Danmark. Tænk sig, at måtte flygte fra sit hjemland, ikke af lyst, næ tværtimod, men af nød. Jeg tvivler på, at størstedelen af flygtninge ligefrem vælger at forlade deres bagland, ja ikke mindst deres familie for at rejse til et velhavende land som Danmark.

I samme drag, kan jeg slet ikke lade være med at tænke på min egen farmor Rosi, som måtte lide under denne forfærdelig skæbne og flygte fra Tyskland under 2. verdenskrig og efterlade mere end hvad godt er! Jeg kan slet ikke tænke på, hvad jeg selv ville gøre eller hvordan jeg mon ville reagere i en given situation. Tapperhed skal dertil, og en vilje så stærk at den vil overvinde tvivl og frygt – så meget som man nu kan, selvfølgelig. De sidste par aftener, har jeg tænkt meget på min farmor og hendes flugt. Det er en ting, som er kommet med alderen. En nysgerrighed, som jeg ville ønske at hun kunne fortælle mig om, men samtidig et emne som, jeg ved, var utrolig sårbart for hende. Et liv vendt op og ned på et splitsekund, et liv med savn og et liv med kærlighed. Jeg tror, at et sådan liv vil præge ens samtid, nutid og fremtid i en grad, at man aldrig vil føle sig hel. At kærligheden kan hjælpe på vej, er jeg slet ikke i tvivl om. Min farmors kærlighed til min farfar, hendes børn og i den grad hendes børnebørn, som hun forgudede – hver og en! Blot 6 år var jeg, da denne utrolige gavmilde og fantastiske kvinde forlod min verden. Jeg vil altid huske hende og jeg vil altid huske hvordan jeg kyssede hende farvel en sidste gang, da hendes lys var gået ud og tilhørte et anden verden. Det vigtigste for mig er, at huske. Altid savne, men for evigt at huske. Huske den person som var, og den person som er i vores tanker og ikke mindst for altid vil være en del af vores minder. Jeg har mistet, mistet flere end jeg som 24-årig mener jeg burde. Mennesker som alle betød noget helt særligt for mig. Dog ikke noget som jeg vil nævne her, men mennsker som alle bidrog med noget ganske særligt og unikt. ‘Skævhed’, ‘skørhed’ og i den grad åbenhed. Vidt forskellige sind, som jeg tænker tilbage på med glæde. Når familie, som i mit tilfælde, stille falder fra, så får det mig til at tænke på, hvad der er vigtigt her i livet og hvad jeg vil med mit. At jeg ikke altid har svaret, det er vidst en noget anden sag 😉 Jeg bærer rundt på sorg indeni, nogle voldsomme og andre som med tiden er stilnet af. Det betyder ikke at savnet bliver mindre, tværtimod. Savnet er en forfærdelig storm, kold og klam. Og jeg skal ikke være den sidste til at indrømme, at jeg har mine perioder og dårlige dage, som får mig til at føle, at livet er uretfærdigt og kynisk. Heldigvis er der mange glæder forbundet med livet som gør det hele værd.

Hav en fantastisk aften i solens skær, og gør lige præcis det som gør dig glad. Om det så er nøgendans på altanen eller rosévin en tirsdag aften 😉