God karma på kontoen

Se(lfie) mig

6945365-selfie_pix
Ih hvor synes jeg det er svært, det der med smartphones og de sociale medier. Enormt svært fordi at det jo er fremme i tiden som aldrig før. Et had-kærlighedsforhold som splitter mig enormt meget. For denne forunderlige verden gør, at vi nogen gange koncentrerer os for meget om at fremstille os selv og det vi laver, at der er en tendens til at misse nuet, og autentiske øjeblikke, og i stedet se disse gennem den ene eller anden linse. Afhængig af skarphed og reflekser selvfølgelig 😉 Jeg er selv kæmpe fan af disse medier, og vil på ingen måde helliggøre mig selv. Men denne voksende bølge gør, at jeg er bange for at vi mister vores måde at anskue verden på. At gøre alting til minder, frem for bare at leve dem, og derved huske dem. For er hukommelsen ikke større end som så? Er vi virkelig nødsaget til at fotografere for at kunne huske begivenhedsrige øjeblikke? Hvis vi bruger al vores energi på at tage det perfekte billede, er det så virkelig værd at huske tilbage på. Eller måske er spørgsmålet i virkeligheden – om vi så overhovedet KAN huske det? Vil vi med tiden istedet kigge på et billede uden særlig meget værdi. Det er blevet så vigtigt at tage det helt rigtige billede, med den rigtige baggrund, det rigtige lys og afslutningsvist det rigtige filter, at det istedet bliver til en evig konkurrence om at opnå flest likes – frem for at mindes, som det vel egentlig var tænkt. Især helt unge piger er så fokuserede på denne faktor, at jeg er nervøs på deres vegne. Nervøs for om de når at opdage og opfange det virkelige. Jeg ser alt for ofte folk sidde med en drink i hånden og fotografere den på den bedst mulige måde, så meget at de helt glemmer at nyde den og bruge sanserne. Samtidig er det en kæmpe legeplads som muliggør kreativ udfoldelse. Udviklingen stiger i takt med brugen, og det kan derfor være svært at vide hvad den digitale verden bliver brugt til. Der vil altid være flere grunde end hvad de udlægges for.

Før smartphones og digitalkameraer kom på markedet, var det ikke en mulighed at slette billeder – det var altså et klik, et billede og så videre i programmet. Kan vi ikke alle huske følelsen af at vente spændt på at billederne kom tilbage fra fremkaldelse, bare for at finde ud af, at disse enten var slørede, beskårede, eller at modellen på billedet simpelthen bare ikke fremstod som sit allerbedste 😉 Billeder er med til at formidle vores liv, det er jeg med på, og det har det formentlig altid været i en vis grad, lige siden det var en mulighed selvfølgelig. Men alt med måde – så længe vi husker at leve imens. Vi kigger på billeder for at mindes, huske gode ting eller se en udvikling i vores historier. Noget som jeg selv gør oftere end så meget andet. Eksempelvis dét, at kunne kigge på barndomsbilleder eller billeder af familiemedlemmer som ikke længere er til. De sociale medier er med tiden blevet til en digital dagbogsform, som jeg elsker og holder meget af. Selv i dag mindede Facebook mig om, hvad jeg lavede for nøjagtig 7 år siden. Og her dukkede der så et billede op fra præcis den 20. december, hvor jeg var til julefrokost med min gymnasieklasse. Billedet gør at jeg tænker på denne aften, og hvordan jeg siden har udviklet mig. Det er sjovt. Ret utroligt hvilke følelser et billede kan skabe indeni. At billedet ikke just er mit yndlingsbillede, det er så en helt anden sag, høhø. (Indsæt selv valgfri abe-emoji).

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

God karma på kontoen