Mødet med en fremmed..

Shopping kan føre til mange gode ting – det har jeg for nyligt lært. Her gik jeg og troede at det primært førte til nye items i klædeskabet, og måske en kaffe med en sød veninde inden målstregen – men det kan åbenbart også føre nye bekendtskaber til sig. Eller det vil i min situation sige, et møde med en fremmed. Jeg stod ved kassen i Other Stories, for at være helt eksakt, hvor jeg langede det ene stykke sommertøj over kassen efter det andet, alt imens jeg kom i snak med den søde ekspedient på den anden side. Jeg grinte og fortalte at jeg normalt ikke er på jagt efter helt så meget sommertøj i en kold måned som januar, men at der altså var en mening med galskaben, da jeg altså skulle på en længere rejse (Cambodia, Vietnam og Thailand, red). Jeg slæbte mit habengut med mig, og tog de sidste skridt ud af butikken, da en pige råbte beskedent efter mig. Hun havde nemlig hørt min lille fortælling og ville blot sige god tur, og høre hvad det frivillige arbejde gik ud på. Hun havde nemlig et kæmpe rejsehjerte, og havde selv været et utal af steder, deriblandt Vietnam som hun i den grad kunne anbefale. Vi stod ude foran butikken i 10 minutter, hvorefter vi begav os sammen ned af rulletrappen og ud på gaden, hvor vi fortsatte samtalen i mindst femten minutter. Det var enormt hjerteligt og helt igennem udansk. Det var en fantastisk følelse, at kunne tale løst og fast med en så fuldstændig fremmed som jeg aldrig havde mødt før, på en ganske almindelig hverdagseftermiddag. Vi fandt ud af, at vi delte samme interesse for det skrevne og begge to kunne se os selv som journalister fremadrettet. Hun fortalte at hun var i fuld færd med sit speciale og at hun gik på RUC ligesom jeg selv. En fantastisk personlighed som jeg ikke anede eksisterede. Jeg nåede desværre ikke at spørge om hendes navn, for det kunne da have været hyggeligt at snakke sammen igen en anden dag. Hvem ved, måske vi mødes igen 🙂

En lille historie som fortæller, at vi vidst ikke er så fremmede for hinanden som vi kan have tendens til at tro. Et budskab om at turde række hånden frem og møde andre mennesker lige præcis dér hvor de – eller vi nu en gang er. Nu vil jeg gå tilbage til ‘Den store pakkedyst’, eller ihvertfald en gigantisk bunke af alverdens sager som jeg skal have sorteret i. Begrænsning bliver desværre nok aldrig rigtig min ting 😉

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom