Home Again!

 

I dag var en dejlig dag, sådan en rigtig solskinsdag, indeni bevares. For gråt var det altså når man sådan slog hovedet til højre og venstre. Jeg tog afsted, forholdsvis tidligt, og cyklede en lang tur ude i mit gamle hood, hvor dagens gøremål havde hjemme. Med musik i ørene smilte jeg over hele krydderen, da jeg nærmede mig mit gamle sted. Et sted som har en kæmpe og essentiel betydning for mig. Jeg følte mig pludselig hjemme igen. Selvom det er flere år siden, og selvom jeg egentlig føler mig godt og grundigt hjemme her hvor jeg befinder mig til dagligt. Det er det, der kan føles så surrealistisk, at ‘hjemme’ ofte er der hvor man har gode minder. Det var for mig der hvor det hele startede, eller næsten ihvertfald. Der jeg vandede mine allerførste planter for den allerførste gang – og der de selvsamme døde 😉 Det var der jeg var alene for allerførste gang, og mærkede hvordan det var, lige pludselig at kunne høre sine egne vejrtrækninger. Mutters alene. Og det var her jeg elskede og fandt kærlighed for allerførste gang. Et sted hvor jeg fandt mere end blot mig selv, nemlig en at elske. Sådan helt og ægte. Jeg slog vejen forbi og stoppede lige nede foran, ved nummer nutten! Køkkenvinduet stod på klem, og som jeg kiggede op, kunne jeg slet ikke lade være med at tænke på hvem der mon boede der nu. Og hvad den nye boks indeholdte. Jeg blev en smule følelsesladet, og blev stående helt tryllebundet i et par minutter.

fullsizerender

At flytte hjemmefra er en helt særlig følelse, at man pludselig skal stå på egne ben og gøre sine egne erfaringer. At finde et arbejde, et studie og en hverdag og at finde en at dele den med. Altsammen noget jeg prøvede for ‘the very first time’. Der er sket tusind ting siden, på godt og ondt. Og jeg har så mange fantastiske minder.

Det er sjovt, eller finurligt om man vil, for igår læste jeg en artikel indeholdende et par linier, som har siddet fast i mine tanker lige siden. “Hvis man siger ja tak til at deltage i livets store tag-selv-bord, må man også være klar over, at det ikke er alle retter på buffeten der lige er ens yndlings. Og alt det man elsker, skal man på et tidspunkt – om ikke før, så ihvertfald når man dør – miste igen”! Og lige som jeg skrev denne strofe, sang Rasmus Seebach ”Gør dig klar til at miste, hvis du har tænkt dig at elske” i min radio.

Det falder jo sådan overvejende godt i spænd med den dag jeg haft haft i dag. For havd kan vi overhovedet forvente – alting, ingenting eller alt derimellem? Jeg elsker hvordan nogle ting muliggør andre, og at vi ikke ved hvad livet bringer os, før vi gør. Det er vel noget at det smukke, ikke sandt!?! For jeg anede jo på inden måde, hvor jeg ville befinde mig i dag, som jeg sad der i min gamle lejlighed, i den vildeste lykkerus. Men nogen gange, så forstår jeg det ikke helt. Livet altså. Jeg tror at alle har et brændende ønske om at opnå lykke og den helt store kærlighed ikke mindst. At blive elsket ubetinget for den man er, og ikke den man kunne være. Jeg tror og håber, at alle på et tidspunkt mærker denne. Det har jeg, Gud ske tak og lov, men ih hvor vil jeg gerne have lov at mærke den igen. I livet er der hundredevis af forskellige valg og fravalg. Og hertil endnu flere drejninger, når vi allermindst venter det, som gør os til dem vi er, og får os til at vokse. Jeg har ihvertfald lært en masse og jeg ville ikke være noget af det foruden!

Flyv lille fugl, ud i verden..

8639329903

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Når 365 dage føles som alt andet end det.

img_4629Tænk en gang, at der findes lande rundt omkring i verden, hvor alting er så markant anderledes fra det vi kender herhjemme. Hvor flader og ikke mindst samfund er svære at definere, alt er ud i et. Ingen veje, fortorve eller lignende som vi kender det her hjemmefra. Det er simpelthen noget af det mest indsigtsvækkende og vidunderlige jeg nogensinde har været vidne til. En befolkning på den anden side af jorden, hvor alt er anderledes, skævt og smukt. Det er præcis et år siden jeg begav mig afsted på mit livs eventyr, og det er slet ikke til at fatte. Et helt år, hvordan kan det overhovedet være muligt? Det er gået alt for hurtigt. Der er ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke har tænkt på Asien og alle de fantastiske oplevelser jeg gjorde mig, hver dag i to måneder, sammen med de tre sødeste piger jeg kender. Jeg havde aldrig troet jeg skulle opleve noget så unikt og fredfyldt. At jeg kom afsted betyder alverdens for mig. Jeg har altid stået tilbage og set hvordan andre pakkede deres rygsække og begav sig afsted til forskellige verdenshjørner, alt i mens jeg passede skansen herhjemme i Danmark. Og det har jeg egentlig haft det helt fint med, lige indtil sidste år hvor jeg fik et indre drive om at se en anden verden og tage en dag af gangen, med lige præcis det som jeg havde allermest lyst til.

Jeg har aldrig i mit liv oplevet så smuk natur som jeg gjorde i samtlige lande (Cambodia, Vietnam og Thailand, red). Hvert land har sat dybe minder i mit hjerte og jeg vil nok altid have et ganske særligt bånd til Asien, det er jeg helt sikker på. Det var en tid der gav mig utrolig meget at tænke over. Jeg lærte mig selv på en helt ny måde, og fandt sider frem som jeg ikke anede jeg havde. Positive vel at mærke, høhø. Jeg lærte hvordan jeg elsker at være i et med naturen, at tracke i bjergene og lære et andet land at kende på en helt speciel måde. En ren fordybelse af det enkelte land og hvad der kendetegner det. Cambodia, hvor jeg tilbragte en hel måned, var en ultimativ favorit hos mig. Jeg studerede dets historie og fandt en kæmpe glæde i at trave rundt i gaderne, som blev helt særlige for mig. Jeg følte mig enormt tryg allerede på andendagen og jeg gik ofte alene rundt, enten med musik i ørene eller på diverse markeder, hvor jeg kunne trisse rundt i flere timer. Her talte jeg enten med de lokale og købte fine ting eller betragtede livet rundt omkring mig, alt i mens jeg tog tusindvis af billeder til senere dokumentation. På den måde kan jeg dagligt finde fysiske og betydningsfulde minder frem og lade tårerne trille en smule, for jeg har allermest lyst til at tage afsted igen.
Jeg kan huske hvordan det hele føltes enormt uvirkeligt, da jeg igen stod i Kastrup lufthavn og skulle hjem til en anden hverdag igen. Jeg kunne ikke finde ro, alting synes så rent på sådan en klinisk hospitalsmåde, kan jeg huske. Der var så hvidt, enormt farveløst. Enormt firkantet. Der gik flere uger før jeg fandt det normalt at handle i Netto igen, eller blot at tage på café. Jeg manglede det eventyrlige, jeg manglede dufte, de mest smilende mennesker på trods af deres må og få og jeg følte mig pludselig enormt alene, som jeg sad der i min lejlighed omgivet af masser af ting, som jeg slet ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Når man lever i en rygsæk, finder man virkelig ud af hvad der betyder noget. Også selvom det kun var to måneder af slagsen.
Mit hjerte skriger efter at tage afsted igen, og det har jeg bestemt også tænkt mig. Jeg har fået en gigantisk trang efter at opleve nye steder, med komplet andre kulturer og værdier. Forhåbentlig går der ikke længe før jeg får muligheden igen <3
Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Se mig, hør mig!

queenmargrethe2ndofdenmark

Ja overskriften lyder bitter og gammeldags og det er den på sin vis også. Der er fordele og ulemper ved det meste i livet, det er jeg sikker på og det er der også med de såkaldte smartphones, iphones, androids – kald dem, hvad du vil, kært barn har mange navne 😉 Men det jeg vil ind på er, at jeg jo en gang i mellem synes at det tager en smule overhånd, og det er jo egentaget lidt sjovt, for jeg er jo helt igennem afhængig af det skidt! Det er jeg gerne den første til at indrømme – og hvis ikke, så er der sikkert et par stykker som gør det for mig, haha! Jeg knuselsker Instagram og snapchat som indeholder de sejeste features ever! Hvad dælen skulle jeg dog lave uden 😉 Samtidig gemmer der sig en lille forkæmper for alt andet end teknologi inden i mig. Én som skriger ‘sluk nu forhelvede for det lort, og kom ud og leg med os andre’. Jeg ved altså ikke hvad vi skulle lege, men you get the point. Der er salt for mange børn som aldrig får set en græsplæne eller det tilnærmelsesvise (#%@^#!!!!!!). Af en som gerne vil arbejde med sociale medier og kommunikation, så er det vidst en smule misvisende. For jeg elsker de muligheder som teknologien giver os allesammen – uanset om det er devises som computere, iphones eller endda hospitalsudstyr, som muliggør at kronisk syge kan føle sig sikre i deres hjem – og på den måde undgå ugentlige hospitalsbesøg.

Jeg har før skrevet et indlæg om den manglende opmærksomhed vi i dag har på omverdens og dem vi er sammen med, men jeg tror også den sørger for at vi ikke glemmer hinanden.  Jeg er kæmpe fan af at få lov til at følge med i andres liv, og ja kald mig bare stalker, for det er altså en af mine yndlings beskæftigelser 😉 At kunne følge med og holde sig opdateret, det er en kæmpe fordel. Også selvom det i den grad er en filtreret verden at holde styr på. Vi ville gøre det meget nemmere for os selv og hinanden, hvis vi ikke konstant brugte de sociale medier som udstillingsvindue. En dør ind til vores liv, en flig af det vel at mærke – af det allermest polerede og perfekte.
Det vigtigste for mig er, at de mange unge piger (og drenge for den sags skyld) bliver opmærksomme på dette. For ikke at falde hovedkulds med begge ben i kampen om at prøve at følge med. For et kan simpelthen ikke lade sig gøre. Og dette har jeg da også selv måtte tage til takke med. Det er de færreste af os, som rent faktisk  kan måle sig med alt og alle på de sociale medier, selvom jeg i den grad godt gad en gang i mellem – det indrømmer jeg eddersparkme blankt. De tusindvis af bloggere som lever af deres passion og samtidig har den ene Yves Saint Laurent taske efter den anden. Men hey, that’s life! Og på den måde får vi andre noget pænt at kigge på. Det er hvad jeg prøver at trøste mig selv med ihvertfald. Don’t buy things you can’t afford with money you don’t have to impress people you don’t like (or know). Heldigvis er det ved at være topmoderne, at vise sider som er knap så skarpe og perfekte. Mit budskab er blot, at vi skal skelne mellem frontstage og backstage, som Goffman så smukt ville sige det.

Sociale medier har indtaget verden i stor stil, og jeg er vild med det. Tænk en gang, jeg kan have en blog, hvor jeg kan udfolde og publicere mine tanker. Hverken på ‘Rockpaperdresses’ eller ‘Twinpeaks’-måden, overhovedet, men på min helt egen, hvor jeg får lov at skrive, ikke blot til mig selv men offentligt. Det at udgive mine indlæg betyder, at jeg gør mig mere umage, at jeg bliver bedre til at skrive og til at finde på emner. Det er en sjov ting som jeg gør helt for mig selv, ingen andre. At der så er noget der faktisk gider at læse med, og at jeg til tider modtager de sødeste kommentarer for min skrivestil, det gør mig glad i låget.. <3

78191171-1000x50we

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom