If we could take the time
To lay it on the line
I could rest my head
Just knowin’ that you were mine
All mine
So if you want to love me
Then darlin’ don’t refrain
Or I’ll just end up walkin’
In the cold November rain

Nogen gange sidder mine følelser helt uden på tøjet, sådan helt ude på det yderste lag.
Og lige der, har jeg allermest lyst til at lukke øjnene, og lade tårnene falde. Sådan har jeg det en gang i mellem. Specielt tanken om ulykkelig kærlighed, og det har jeg prøvet. At ham man elsker smækker døren i, og aldrig kommer tilbage. Det er hårdt. Grænseløst, udmattende og koldt.
Kærlighed er noget vi allesammen mærker, måske ikke fysisk hver dag, hele tiden. Men det er noget vi alle har til hinanden, på kryds og tværs. Den mærker jeg dagligt. Fra min familie og venner. Specielt fra min lille guddatter på kun 2 år, som i dag råbte ‘jeg elsker dig’, med alt hvad hendes små lunger overhovedet kunne trække. Ord der markere sig dybt i mit hjerte, for evigt.
Desværre har kærligheden det også med at forsvinde, eller blive frarøvet os. Sådan kan det i det mindste føles. Det er så sindsygt hårdt. Og at tro på at kærligheden dukker op igen, fra en kommende kæreste, det er svært at sætte sig ind i. At der er noget der kommer til at elske én ubetinget og ikke mindst, den anden vej rundt. Hvordan gør man? Kommer det bare til én? Og hvordan kommer uroen på øverste etage, tankerne, til at tro på det hele igen.

Jeg har prøvet at elske et andet menneske på den måde, en eneste gang før. Og derfor er det enormt grænseoverskridende at erstatte kærlighedn med en ny. Ihvertfald troen på den om ikke andet.
Jeg håber det sker, helt indeni – for det er den bedste følelse i verden!

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom