Scofield, Michael Scofield!

dont-expect-more-24-prison-break-soon-696x464

Nogengange sker der det, at man sidder tilbage med den vildeste følelse, efter at have afsluttet en skide hamrende fantastisk serie. Men, når det handler om en serie, der er kommet på banen efter MANGE år på bænken – så er det nærmest som at blive genforenet med et familiemedlem, forestiller jeg mig. For det er altså ikke en ting jeg har prøvet.

Her taler jeg selvfølgelig om Prison Break, jeg har det som var det juleaften. Jeg har grædt og svedt de sidste to dage, hvor jeg har suget den nyeste sæson, Sequel, til mig. Faktisk begyndte jeg at se det første afsnit på tv3 forleden aften, men tanken om at vente en helt uge (hver evig eneste gang), det kunne jeg altså godt skyde en FED hvid pil efter.
Holy moly for nogle aftenener jeg har haft, i min helt egen lille bobbel. Jeg elsker det – men lige så meget som jeg elsker det, lige så meget hader jeg det. For når det sidste afsnit løber over (computer)skærmen,  er jeg nærmest grædefærdig. Lige præcis her, er det tydeligt at mærke min store afhængighed til den der serie verden – og ikke mindst, min kærlighed til Michael Scofield. Nøj manner hvor er han dog bare fascinerende. En karakter der har det hele, og her mener jeg selvfølgelig også det der look. Fy føj, hvor gør han det sindsygt godt.

Normalt er jeg ikke fan af de der serier, som pludselig genopstår som en lyn fra en klar himmel. Alene af den grund, at serierne som regel slutter med stil. Nogen gange skal man ikke pille ved den charme en serie kan have, enten fordi det er fra en bestemt tid, eller fordi at den simpelthen bare er SLUT and all gone, på skærmen ihvertfald. Eksempelvis er jeg ikke fan af den måde, hvorpå Beverly Hills 90210, JA det hele skal altså med i min verden, er fortsat som en anden sæbeopera. Kelly er vidst ansat på den skole, hvor hendes datter tilsyneladende går og Brenda er vidst også med, mig bekendt. De viser sig kort gennem serien, og resten er erstattet med nye modeller. Hvor er resten af slænget? Do it right or don’t do it at all. Det funker slet slet ikke, specielt ikke når man er inkarneret Beverly fan! Men den nye sæson af Prison Break, det får ti ud af ti stjerner herfra. Jeg er kæmpe fan og jeg vil anbefale alle at se den.

Jeg kan slet ikke få armene ned, og jeg er slet ikke klar til at lande på puden som det ellers var tiltænkt.

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Gå all-in eller go home

Jeg er en sucker for kreativitet og lækker kommunikation, hvad enten det er gennem billeder, lyd eller tekst. Der er ikke noget værre en kedelige tekster. Det handler om at det rå, og så gælder det om at fange lige så meget som ‘Despacito’. 

Jeg brænder fuldt og fast for det skrevne, uanset hvilket format der er tale om. Det kan være sociale medier, artikler på nettet, eller de der, som er lavet i papirform, hvis det stadig er noget folk kender til. Tænk en gang, at papiraviser så småt er ved at blive erstattet af de elektroniske. Ja, bevares. Jeg ved nu godt, at vi har et miljø at tænke på, og et omskifteligt vejr som bare pokker. Og at klimaforandringerne er til at takke. Så tak, eller manglen på samme.

Men lad os nu bare lige, for en kort stund, holde fast i nogle ting. At alting var bedre i gamle dage, det er jeg nu ikke så sikker på. Nogen ting var, det er jeg slet ikke i tvivl om. At man ikke for hvert åndedrag, skulle slå op på et eller andet, kaldet Instagram, og tjekke sig selv og alle andre (i hoved og ræv), og endda sammenligne selvsamme. Eller at man for hvert et skridt, skulle følge med i alting, indland, udland, så hatten den passer. Gud ske tak og lov, det må da have været noget så befriende at være fri for. Ikke konstant at skulle stå til regnskab, eller blive evigt bombarderet med færdselsulykker, terror og jeg skal komme efter dig. Av min arm. Men så var der sikkert så meget andet, det vil jeg æde min gamle hat på.

Det er vigtigt for mig, at sproget er noget vi gør os umage med.  slet ikke. At vi allesammen tør at lege med sproget. Specielt den skrevne del, fordi den kan så fandens meget. Og det er for mig enormt spændende, at man kan give den fuld spade, præcis som Guns n Roses i Parken sidste måned. Det betyder noget for mig. At nogenting gerne må spædes op. For hvem har lyst til en suppe uden smag, ihvertfald ikke mig.

Det der fanger sælger, og det der sælger får altså et frit rum at udfolde sig i. Jeg elsker at læse kreative tekster, hvor der er kælet for detaljen. Jeg øver mig konstant på at forbedre mine færdigheder inden for forskellige genre. For hver genre har sin helt egen opskrift, som man ikke skal tage fejl af. Nogen opskrifter fungerer bare bedre for mig end andre – det er åbenbart dem som grisser allermest. Der hvor køkkenet vælter i mel, og hvor det kræver sit oprydningshold at klare oprydningen.

Jeg satser stort, og håber at vinden fører mig i den retning som jeg allerbedst kan lide. Men hvis ikke, så skal jeg nok løbe i modvind.

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Peter på P7 – og skide god energi

peter-andre-353555
Jeg har de sidste mange år været fast tilhænger af P3, deriblandt Mads og Monopolet, som jeg elsker at lytte til. Dog har jeg den seneste tid været ret glad for P7, som jeg altid spiller gode gamle kendinge, som jeg elsker at synge og danse til om morgenen. Ohh yes I do. Denne morgen tændte jeg vanligt for kanalen og sendte samtidig en besked til de søde værter om, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at høre Peter André med Mysterious girl. Og ved I hvad, 2 sekunder efter jeg havde sendt sms’en – nævnte værterne mit navn, min udvalgte sang og min lille sommerhistorie. Jeg smilte og hele femøren, mere skulle der altså ikke til for, at redde min dag med reeksamen på hjernen. Av av, men jeg kan se frem til SMUKFEST 2017, lige om hjørnet, med de sødeste piger, yay. Det skal forhåbentlig nok gå. I mellemtiden nyder jeg at være studerende et lille år endnu, inden det rigtigt gælder.
Da sangen sluttede, talte værterne om Peter André og hvordan han stadig ligner en actionmodel. Jeg kunne ikke være mere enig. Den snitte af en mand, ser bedre og bedre ud som årene går. Jeg er mega fan og sætter tit sangen på, når jeg har brug for lidt god energi.
Det er sjovt som alting bliver bedre i radion, kender I ikke det? Om det er i bilen, herhjemme eller på løbeturen. Måske fordi det føles bedre at ens yndlingssange bliver afspillet, uden at man selv har trykket play. Følelsen af at være skidehamrende heldig. Say what, det er min sang og den bliver spillet lige nu. For rent teknisk, kan man jo sagtens åbne Spotify eller hvilken som helst musiktjeneste, og beordre den til at spille en hel liste med den allerbedste musik.
Nu vil jeg snart tage ud og løbe en morgentur, mens alle andre tilsyneladende strømmer mod lufthavnen. Jeg ville gøre det samme hvis jeg kunne. Heldigvis viser solen lige nu sit ansigt. Ikke særlig meget, kun et lille forsigtigt smil, men det er langt bedre end ingenting.
Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Man får ikke altid det man bestiller!

e0180f82c6c5273050a86a282a597872-pink-peonies-pink-flowers

En gang i mellem hænder det, at man bestiller en ting men oplever at modtage noget ganske andet. Har i ikke alle prøvet at bestille en en bøf der ikke er rød – eller mørk nok. Andre gange bestiller vi måske en bluse online, som er betydeligt anderledes end forventet. Nogen gange køber man katten i sækken, og andre gange gør man ikke.

Jeg elsker at man ikke altid ved hvad man kan forvente af livet. Eller rettere sagt, at vi som mennesker ikke bare kan bestille præcis dét man ønsker. Eller at det nogen gange kommer i en anden indpakning. Eller slet ikke. Nogen gange tager det længere tid med posten, eller måske har postmanden slet ikke være forbi, og man skal rende over på posthuset.

Men, hvor om alting er, så kan det være enormt svært at regne ud hvad man får. Præcis ligesom juleaften, medmindre man er 26 år og ønsker sig Royal Copenhagen, eller andre forudbestemte dingenoter. Bortset fra en kæreste, for de er altså sværere at bestille end man lige går og tror. Det kan jeg ihvertfald berette nøje om. Livet er skrøbeligt, og alting har en ende, selvom en regnorm den har to.

Livet er heldigvis lige præcis hvad vi formår at få ud af det, uanset hvad vi bliver udsat for. Det prøver jeg, at tage ja-hatten på, det meste af tiden. For nogen gange kræver det altså bare et ‘nej’. Eller bare et ‘måske’. Eller et ‘vi får se’.

Vi får se!

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom