Jeg står ved en skillevej. Ikke sådan en, der er fuldstændig selvvalgt. Nærmere sådan en, hvor jeg bliver mast ud over skranten, so to speak – og hvor jeg skal tage stilling, og finde ud af hvad det skal ske og hvor jeg skal starte. Jeg har intet andet valg end at hoppe, sådan helt vildt højt – og håbe på det allerbedste, for det gør jeg.

Mit liv som studerende slutter om intet mindre end halvanden måned, og står tilbage med en fancy titel og en million spørgsmål, både fra familie, venner og jeg selv. Selvom det jo hele tiden har været meningen, og  er det mest naturlige i verden, lige så vel som,  at man udskifter børnehave med folkeskole, og folkeren med gymnasie og herefter uni eller en anden videregående uddannelse, kort eller lang. Så er det dælme grænseoverskridende. Av min arm.

I guder, hvor er der uendelig mange følelser forbundet med sådan et skift. Et er, at jeg fucking glæder mig. Sådan helt vildt. Sommerfuglene flyver derudaf og jeg er meget spændt på hvad der kommer til at ske. Samtidig kan jeg også mærke, hvor nervepirrende det er, at skulle ud på den anden side.

For hvordan ved jeg hvordan jeg skal bruge min læring og kompetencer, og hvad kan jeg arbejde med? Det fylder enormt meget i mit lille hoved. Én ting er hvad jeg VIL og hvad jeg håber jeg kommer til at arbejde med. Et ganske andet faktum er, hvad der sådan helt realistisk kan lade sig gøre – til at starte med, ihvertfald.

Et nyt liv med masser nye udfordringer og jeg glæder mig. For jeg har nydt min tid som studerende, med en masse frihed. Men jeg er kommet igennem fem år, hvor jeg har udviklet mig, lært, grædt og grint. Jeg har fået en masse nye bekendtskaber og tætte venner, men er nu klar til at tage skridtet videre, hvor end vinden fører mig hen.

Jeg ved endnu ikke hvor, hvad eller hvordan, men jeg er sikker på det nok skal blive skidehamrende spændende!

Imens vil jeg lytte til Rasmus Seebach og krydse mine fingre, det allerbedste jeg her lært.

Står du ved en skillevej? Jeg tror jeg ved hvor vi skal hen. Det ville være så let. Vi kunne lade som ingenting.


 

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom