Hvor skal vi hen?

Jeg står ved en skillevej. Ikke sådan en, der er fuldstændig selvvalgt. Nærmere sådan en, hvor jeg bliver mast ud over skranten, so to speak – og hvor jeg skal tage stilling, og finde ud af hvad det skal ske og hvor jeg skal starte. Jeg har intet andet valg end at hoppe, sådan helt vildt højt – og håbe på det allerbedste, for det gør jeg.

Mit liv som studerende slutter om intet mindre end halvanden måned, og står tilbage med en fancy titel og en million spørgsmål, både fra familie, venner og jeg selv. Selvom det jo hele tiden har været meningen, og  er det mest naturlige i verden, lige så vel som,  at man udskifter børnehave med folkeskole, og folkeren med gymnasie og herefter uni eller en anden videregående uddannelse, kort eller lang. Så er det dælme grænseoverskridende. Av min arm.

I guder, hvor er der uendelig mange følelser forbundet med sådan et skift. Et er, at jeg fucking glæder mig. Sådan helt vildt. Sommerfuglene flyver derudaf og jeg er meget spændt på hvad der kommer til at ske. Samtidig kan jeg også mærke, hvor nervepirrende det er, at skulle ud på den anden side.

For hvordan ved jeg hvordan jeg skal bruge min læring og kompetencer, og hvad kan jeg arbejde med? Det fylder enormt meget i mit lille hoved. Én ting er hvad jeg VIL og hvad jeg håber jeg kommer til at arbejde med. Et ganske andet faktum er, hvad der sådan helt realistisk kan lade sig gøre – til at starte med, ihvertfald.

Et nyt liv med masser nye udfordringer og jeg glæder mig. For jeg har nydt min tid som studerende, med en masse frihed. Men jeg er kommet igennem fem år, hvor jeg har udviklet mig, lært, grædt og grint. Jeg har fået en masse nye bekendtskaber og tætte venner, men er nu klar til at tage skridtet videre, hvor end vinden fører mig hen.

Jeg ved endnu ikke hvor, hvad eller hvordan, men jeg er sikker på det nok skal blive skidehamrende spændende!

Imens vil jeg lytte til Rasmus Seebach og krydse mine fingre, det allerbedste jeg her lært.

Står du ved en skillevej? Jeg tror jeg ved hvor vi skal hen. Det ville være så let. Vi kunne lade som ingenting.


 

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Scofield, Michael Scofield!

dont-expect-more-24-prison-break-soon-696x464

Nogengange sker der det, at man sidder tilbage med den vildeste følelse, efter at have afsluttet en skide hamrende fantastisk serie. Men, når det handler om en serie, der er kommet på banen efter MANGE år på bænken – så er det nærmest som at blive genforenet med et familiemedlem, forestiller jeg mig. For det er altså ikke en ting jeg har prøvet.

Her taler jeg selvfølgelig om Prison Break, jeg har det som var det juleaften. Jeg har grædt og svedt de sidste to dage, hvor jeg har suget den nyeste sæson, Sequel, til mig. Faktisk begyndte jeg at se det første afsnit på tv3 forleden aften, men tanken om at vente en helt uge (hver evig eneste gang), det kunne jeg altså godt skyde en FED hvid pil efter.
Holy moly for nogle aftenener jeg har haft, i min helt egen lille bobbel. Jeg elsker det – men lige så meget som jeg elsker det, lige så meget hader jeg det. For når det sidste afsnit løber over (computer)skærmen,  er jeg nærmest grædefærdig. Lige præcis her, er det tydeligt at mærke min store afhængighed til den der serie verden – og ikke mindst, min kærlighed til Michael Scofield. Nøj manner hvor er han dog bare fascinerende. En karakter der har det hele, og her mener jeg selvfølgelig også det der look. Fy føj, hvor gør han det sindsygt godt.

Normalt er jeg ikke fan af de der serier, som pludselig genopstår som en lyn fra en klar himmel. Alene af den grund, at serierne som regel slutter med stil. Nogen gange skal man ikke pille ved den charme en serie kan have, enten fordi det er fra en bestemt tid, eller fordi at den simpelthen bare er SLUT and all gone, på skærmen ihvertfald. Eksempelvis er jeg ikke fan af den måde, hvorpå Beverly Hills 90210, JA det hele skal altså med i min verden, er fortsat som en anden sæbeopera. Kelly er vidst ansat på den skole, hvor hendes datter tilsyneladende går og Brenda er vidst også med, mig bekendt. De viser sig kort gennem serien, og resten er erstattet med nye modeller. Hvor er resten af slænget? Do it right or don’t do it at all. Det funker slet slet ikke, specielt ikke når man er inkarneret Beverly fan! Men den nye sæson af Prison Break, det får ti ud af ti stjerner herfra. Jeg er kæmpe fan og jeg vil anbefale alle at se den.

Jeg kan slet ikke få armene ned, og jeg er slet ikke klar til at lande på puden som det ellers var tiltænkt.

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Gå all-in eller go home

Jeg er en sucker for kreativitet og lækker kommunikation, hvad enten det er gennem billeder, lyd eller tekst. Der er ikke noget værre en kedelige tekster. Det handler om at det rå, og så gælder det om at fange lige så meget som ‘Despacito’. 

Jeg brænder fuldt og fast for det skrevne, uanset hvilket format der er tale om. Det kan være sociale medier, artikler på nettet, eller de der, som er lavet i papirform, hvis det stadig er noget folk kender til. Tænk en gang, at papiraviser så småt er ved at blive erstattet af de elektroniske. Ja, bevares. Jeg ved nu godt, at vi har et miljø at tænke på, og et omskifteligt vejr som bare pokker. Og at klimaforandringerne er til at takke. Så tak, eller manglen på samme.

Men lad os nu bare lige, for en kort stund, holde fast i nogle ting. At alting var bedre i gamle dage, det er jeg nu ikke så sikker på. Nogen ting var, det er jeg slet ikke i tvivl om. At man ikke for hvert åndedrag, skulle slå op på et eller andet, kaldet Instagram, og tjekke sig selv og alle andre (i hoved og ræv), og endda sammenligne selvsamme. Eller at man for hvert et skridt, skulle følge med i alting, indland, udland, så hatten den passer. Gud ske tak og lov, det må da have været noget så befriende at være fri for. Ikke konstant at skulle stå til regnskab, eller blive evigt bombarderet med færdselsulykker, terror og jeg skal komme efter dig. Av min arm. Men så var der sikkert så meget andet, det vil jeg æde min gamle hat på.

Det er vigtigt for mig, at sproget er noget vi gør os umage med.  slet ikke. At vi allesammen tør at lege med sproget. Specielt den skrevne del, fordi den kan så fandens meget. Og det er for mig enormt spændende, at man kan give den fuld spade, præcis som Guns n Roses i Parken sidste måned. Det betyder noget for mig. At nogenting gerne må spædes op. For hvem har lyst til en suppe uden smag, ihvertfald ikke mig.

Det der fanger sælger, og det der sælger får altså et frit rum at udfolde sig i. Jeg elsker at læse kreative tekster, hvor der er kælet for detaljen. Jeg øver mig konstant på at forbedre mine færdigheder inden for forskellige genre. For hver genre har sin helt egen opskrift, som man ikke skal tage fejl af. Nogen opskrifter fungerer bare bedre for mig end andre – det er åbenbart dem som grisser allermest. Der hvor køkkenet vælter i mel, og hvor det kræver sit oprydningshold at klare oprydningen.

Jeg satser stort, og håber at vinden fører mig i den retning som jeg allerbedst kan lide. Men hvis ikke, så skal jeg nok løbe i modvind.

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Peter på P7 – og skide god energi

peter-andre-353555
Jeg har de sidste mange år været fast tilhænger af P3, deriblandt Mads og Monopolet, som jeg elsker at lytte til. Dog har jeg den seneste tid været ret glad for P7, som jeg altid spiller gode gamle kendinge, som jeg elsker at synge og danse til om morgenen. Ohh yes I do. Denne morgen tændte jeg vanligt for kanalen og sendte samtidig en besked til de søde værter om, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at høre Peter André med Mysterious girl. Og ved I hvad, 2 sekunder efter jeg havde sendt sms’en – nævnte værterne mit navn, min udvalgte sang og min lille sommerhistorie. Jeg smilte og hele femøren, mere skulle der altså ikke til for, at redde min dag med reeksamen på hjernen. Av av, men jeg kan se frem til SMUKFEST 2017, lige om hjørnet, med de sødeste piger, yay. Det skal forhåbentlig nok gå. I mellemtiden nyder jeg at være studerende et lille år endnu, inden det rigtigt gælder.
Da sangen sluttede, talte værterne om Peter André og hvordan han stadig ligner en actionmodel. Jeg kunne ikke være mere enig. Den snitte af en mand, ser bedre og bedre ud som årene går. Jeg er mega fan og sætter tit sangen på, når jeg har brug for lidt god energi.
Det er sjovt som alting bliver bedre i radion, kender I ikke det? Om det er i bilen, herhjemme eller på løbeturen. Måske fordi det føles bedre at ens yndlingssange bliver afspillet, uden at man selv har trykket play. Følelsen af at være skidehamrende heldig. Say what, det er min sang og den bliver spillet lige nu. For rent teknisk, kan man jo sagtens åbne Spotify eller hvilken som helst musiktjeneste, og beordre den til at spille en hel liste med den allerbedste musik.
Nu vil jeg snart tage ud og løbe en morgentur, mens alle andre tilsyneladende strømmer mod lufthavnen. Jeg ville gøre det samme hvis jeg kunne. Heldigvis viser solen lige nu sit ansigt. Ikke særlig meget, kun et lille forsigtigt smil, men det er langt bedre end ingenting.
Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Man får ikke altid det man bestiller!

e0180f82c6c5273050a86a282a597872-pink-peonies-pink-flowers

En gang i mellem hænder det, at man bestiller en ting men oplever at modtage noget ganske andet. Har i ikke alle prøvet at bestille en en bøf der ikke er rød – eller mørk nok. Andre gange bestiller vi måske en bluse online, som er betydeligt anderledes end forventet. Nogen gange køber man katten i sækken, og andre gange gør man ikke.

Jeg elsker at man ikke altid ved hvad man kan forvente af livet. Eller rettere sagt, at vi som mennesker ikke bare kan bestille præcis dét man ønsker. Eller at det nogen gange kommer i en anden indpakning. Eller slet ikke. Nogen gange tager det længere tid med posten, eller måske har postmanden slet ikke være forbi, og man skal rende over på posthuset.

Men, hvor om alting er, så kan det være enormt svært at regne ud hvad man får. Præcis ligesom juleaften, medmindre man er 26 år og ønsker sig Royal Copenhagen, eller andre forudbestemte dingenoter. Bortset fra en kæreste, for de er altså sværere at bestille end man lige går og tror. Det kan jeg ihvertfald berette nøje om. Livet er skrøbeligt, og alting har en ende, selvom en regnorm den har to.

Livet er heldigvis lige præcis hvad vi formår at få ud af det, uanset hvad vi bliver udsat for. Det prøver jeg, at tage ja-hatten på, det meste af tiden. For nogen gange kræver det altså bare et ‘nej’. Eller bare et ‘måske’. Eller et ‘vi får se’.

Vi får se!

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Kærlighed og alt derimellem!

If we could take the time
To lay it on the line
I could rest my head
Just knowin’ that you were mine
All mine
So if you want to love me
Then darlin’ don’t refrain
Or I’ll just end up walkin’
In the cold November rain

Nogen gange sidder mine følelser helt uden på tøjet, sådan helt ude på det yderste lag.
Og lige der, har jeg allermest lyst til at lukke øjnene, og lade tårnene falde. Sådan har jeg det en gang i mellem. Specielt tanken om ulykkelig kærlighed, og det har jeg prøvet. At ham man elsker smækker døren i, og aldrig kommer tilbage. Det er hårdt. Grænseløst, udmattende og koldt.
Kærlighed er noget vi allesammen mærker, måske ikke fysisk hver dag, hele tiden. Men det er noget vi alle har til hinanden, på kryds og tværs. Den mærker jeg dagligt. Fra min familie og venner. Specielt fra min lille guddatter på kun 2 år, som i dag råbte ‘jeg elsker dig’, med alt hvad hendes små lunger overhovedet kunne trække. Ord der markere sig dybt i mit hjerte, for evigt.
Desværre har kærligheden det også med at forsvinde, eller blive frarøvet os. Sådan kan det i det mindste føles. Det er så sindsygt hårdt. Og at tro på at kærligheden dukker op igen, fra en kommende kæreste, det er svært at sætte sig ind i. At der er noget der kommer til at elske én ubetinget og ikke mindst, den anden vej rundt. Hvordan gør man? Kommer det bare til én? Og hvordan kommer uroen på øverste etage, tankerne, til at tro på det hele igen.

Jeg har prøvet at elske et andet menneske på den måde, en eneste gang før. Og derfor er det enormt grænseoverskridende at erstatte kærlighedn med en ny. Ihvertfald troen på den om ikke andet.
Jeg håber det sker, helt indeni – for det er den bedste følelse i verden!

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Ord der spiller

 

img_9863

Jeg sidder i skrivende øjeblik med hovedet ned i telefonen, samtidig med at søde Rebecka ordner mit hår, inde hos Gunbrittcoiffure.

Det er tid til ændringer, bare de små af slagsen – but still. Men når man nu på 2. time er fastlåst i stolen, og føler sig en smule (meget) rastløs, så er der jo tid til at få skrevet en masse random noter i telefonen. Og kigge på de som allerede er skrevet. Og her er hvad jeg fandt. Tre søde ordsprog, som jeg ret godt kan lide, og som ovenikøbet får mig til at grine. At de ikke desto mindre er skide hamrende sande, det er en helt aanden side af sagen.

At prale bringer måske ikke lykke, men intet menneske, som har fanget en stor fisk, går hjem af en sidegade.

Det kan godt være jeg ligner en tepotte, men inderst inde er jeg altså et fadølsanlæg.

Græsset er ikke grønnere på den anden side, græsset er grønnest der hvor man vander det.

Jeg har selv taget det sidste til mig, fordi det er værd at efterleve – og fordi det er vigtigt, ikke altid at sammenligne alting.

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Noget om magi

img_9839

Nu og da sker da noget ganske særligt for os, noget der ikke altid er til at beskrive, men samtidig føles fuldstændig rigtigt. Jeg elsker når livet tager uventede drejninger, de gode af slagsen vel at mærke. De uforudsigelige hændelser, som får én til at smile ekstra meget. De der uforglemmelige øjeblikke, som vil være i minderne for altid.

Det er blevet enormt vigtigt for mig, at forsøge at være spontan en gang i mellem – bare at sige ja og go with the flow. På den måde kan der ske de vildeste ting. Andre gange bliver det måske ikke som forventet, men det er langt sjovere at gribe dagen og se hvad den kan bringe, når den byder sig på den måde. Det har jeg for nyligt selv gjort, og jeg havde de to mest fantastiske dage i lang lang tid. Noget som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, men som alligevel påvirkede mig mere end jeg lige troede.
Jeg tror det er vigtigt, en gang i mellem, at skabe en vis distance fra de leverpostejsagtige hverdage og mærke en fornyet energi. Eller en længsel efter noget som man ikke altid gør. Jeg elsker at tilføje glitter til hverdagen. Der skal ikke meget til, men når det sker – så kan det være noget så magisk.
Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Home Again!

 

I dag var en dejlig dag, sådan en rigtig solskinsdag, indeni bevares. For gråt var det altså når man sådan slog hovedet til højre og venstre. Jeg tog afsted, forholdsvis tidligt, og cyklede en lang tur ude i mit gamle hood, hvor dagens gøremål havde hjemme. Med musik i ørene smilte jeg over hele krydderen, da jeg nærmede mig mit gamle sted. Et sted som har en kæmpe og essentiel betydning for mig. Jeg følte mig pludselig hjemme igen. Selvom det er flere år siden, og selvom jeg egentlig føler mig godt og grundigt hjemme her hvor jeg befinder mig til dagligt. Det er det, der kan føles så surrealistisk, at ‘hjemme’ ofte er der hvor man har gode minder. Det var for mig der hvor det hele startede, eller næsten ihvertfald. Der jeg vandede mine allerførste planter for den allerførste gang – og der de selvsamme døde 😉 Det var der jeg var alene for allerførste gang, og mærkede hvordan det var, lige pludselig at kunne høre sine egne vejrtrækninger. Mutters alene. Og det var her jeg elskede og fandt kærlighed for allerførste gang. Et sted hvor jeg fandt mere end blot mig selv, nemlig en at elske. Sådan helt og ægte. Jeg slog vejen forbi og stoppede lige nede foran, ved nummer nutten! Køkkenvinduet stod på klem, og som jeg kiggede op, kunne jeg slet ikke lade være med at tænke på hvem der mon boede der nu. Og hvad den nye boks indeholdte. Jeg blev en smule følelsesladet, og blev stående helt tryllebundet i et par minutter.

fullsizerender

At flytte hjemmefra er en helt særlig følelse, at man pludselig skal stå på egne ben og gøre sine egne erfaringer. At finde et arbejde, et studie og en hverdag og at finde en at dele den med. Altsammen noget jeg prøvede for ‘the very first time’. Der er sket tusind ting siden, på godt og ondt. Og jeg har så mange fantastiske minder.

Det er sjovt, eller finurligt om man vil, for igår læste jeg en artikel indeholdende et par linier, som har siddet fast i mine tanker lige siden. “Hvis man siger ja tak til at deltage i livets store tag-selv-bord, må man også være klar over, at det ikke er alle retter på buffeten der lige er ens yndlings. Og alt det man elsker, skal man på et tidspunkt – om ikke før, så ihvertfald når man dør – miste igen”! Og lige som jeg skrev denne strofe, sang Rasmus Seebach ”Gør dig klar til at miste, hvis du har tænkt dig at elske” i min radio.

Det falder jo sådan overvejende godt i spænd med den dag jeg haft haft i dag. For havd kan vi overhovedet forvente – alting, ingenting eller alt derimellem? Jeg elsker hvordan nogle ting muliggør andre, og at vi ikke ved hvad livet bringer os, før vi gør. Det er vel noget at det smukke, ikke sandt!?! For jeg anede jo på inden måde, hvor jeg ville befinde mig i dag, som jeg sad der i min gamle lejlighed, i den vildeste lykkerus. Men nogen gange, så forstår jeg det ikke helt. Livet altså. Jeg tror at alle har et brændende ønske om at opnå lykke og den helt store kærlighed ikke mindst. At blive elsket ubetinget for den man er, og ikke den man kunne være. Jeg tror og håber, at alle på et tidspunkt mærker denne. Det har jeg, Gud ske tak og lov, men ih hvor vil jeg gerne have lov at mærke den igen. I livet er der hundredevis af forskellige valg og fravalg. Og hertil endnu flere drejninger, når vi allermindst venter det, som gør os til dem vi er, og får os til at vokse. Jeg har ihvertfald lært en masse og jeg ville ikke være noget af det foruden!

Flyv lille fugl, ud i verden..

8639329903

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Når 365 dage føles som alt andet end det.

img_4629Tænk en gang, at der findes lande rundt omkring i verden, hvor alting er så markant anderledes fra det vi kender herhjemme. Hvor flader og ikke mindst samfund er svære at definere, alt er ud i et. Ingen veje, fortorve eller lignende som vi kender det her hjemmefra. Det er simpelthen noget af det mest indsigtsvækkende og vidunderlige jeg nogensinde har været vidne til. En befolkning på den anden side af jorden, hvor alt er anderledes, skævt og smukt. Det er præcis et år siden jeg begav mig afsted på mit livs eventyr, og det er slet ikke til at fatte. Et helt år, hvordan kan det overhovedet være muligt? Det er gået alt for hurtigt. Der er ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke har tænkt på Asien og alle de fantastiske oplevelser jeg gjorde mig, hver dag i to måneder, sammen med de tre sødeste piger jeg kender. Jeg havde aldrig troet jeg skulle opleve noget så unikt og fredfyldt. At jeg kom afsted betyder alverdens for mig. Jeg har altid stået tilbage og set hvordan andre pakkede deres rygsække og begav sig afsted til forskellige verdenshjørner, alt i mens jeg passede skansen herhjemme i Danmark. Og det har jeg egentlig haft det helt fint med, lige indtil sidste år hvor jeg fik et indre drive om at se en anden verden og tage en dag af gangen, med lige præcis det som jeg havde allermest lyst til.

Jeg har aldrig i mit liv oplevet så smuk natur som jeg gjorde i samtlige lande (Cambodia, Vietnam og Thailand, red). Hvert land har sat dybe minder i mit hjerte og jeg vil nok altid have et ganske særligt bånd til Asien, det er jeg helt sikker på. Det var en tid der gav mig utrolig meget at tænke over. Jeg lærte mig selv på en helt ny måde, og fandt sider frem som jeg ikke anede jeg havde. Positive vel at mærke, høhø. Jeg lærte hvordan jeg elsker at være i et med naturen, at tracke i bjergene og lære et andet land at kende på en helt speciel måde. En ren fordybelse af det enkelte land og hvad der kendetegner det. Cambodia, hvor jeg tilbragte en hel måned, var en ultimativ favorit hos mig. Jeg studerede dets historie og fandt en kæmpe glæde i at trave rundt i gaderne, som blev helt særlige for mig. Jeg følte mig enormt tryg allerede på andendagen og jeg gik ofte alene rundt, enten med musik i ørene eller på diverse markeder, hvor jeg kunne trisse rundt i flere timer. Her talte jeg enten med de lokale og købte fine ting eller betragtede livet rundt omkring mig, alt i mens jeg tog tusindvis af billeder til senere dokumentation. På den måde kan jeg dagligt finde fysiske og betydningsfulde minder frem og lade tårerne trille en smule, for jeg har allermest lyst til at tage afsted igen.
Jeg kan huske hvordan det hele føltes enormt uvirkeligt, da jeg igen stod i Kastrup lufthavn og skulle hjem til en anden hverdag igen. Jeg kunne ikke finde ro, alting synes så rent på sådan en klinisk hospitalsmåde, kan jeg huske. Der var så hvidt, enormt farveløst. Enormt firkantet. Der gik flere uger før jeg fandt det normalt at handle i Netto igen, eller blot at tage på café. Jeg manglede det eventyrlige, jeg manglede dufte, de mest smilende mennesker på trods af deres må og få og jeg følte mig pludselig enormt alene, som jeg sad der i min lejlighed omgivet af masser af ting, som jeg slet ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Når man lever i en rygsæk, finder man virkelig ud af hvad der betyder noget. Også selvom det kun var to måneder af slagsen.
Mit hjerte skriger efter at tage afsted igen, og det har jeg bestemt også tænkt mig. Jeg har fået en gigantisk trang efter at opleve nye steder, med komplet andre kulturer og værdier. Forhåbentlig går der ikke længe før jeg får muligheden igen <3
Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom