Kan du se jeg har grædt?

Drømmejob, kom til mama!

Woman wearing a straw hat and crossing her fingers --- Image by ゥ Mike Kemp/Tetra Images/Corbis

Nu skal I bare høre, jeg har netop sendt en jobansøgning afsted, til hvad der muligvis kan betegnes som mit drømmejob. Jobbets titel er rejseskribent/webdirektør, og jeg krydser alt hvad der krydses kan, og mere til, for at min drøm kan gå i opfyldelse. Der er nærmest ikke noget jeg elsker mere end at skrive, jo selvfølgelig min familie og venner, men det er altså en førsteplads som må deles. At have et job, hvor det er muligt at skrive hver dag , det er slet ikke til at forstå i min verden, mest af alt fordi, at det ikke ville føles som et job for mig. Og jeg er meget misundelige på de helt store bloggere, som formår at leve af denne færdighed. At få lov til at formulere fængende og anderledes, det giver mig lyst til at klappe i mine små hænder. Min helt store drøm er jo netop at blive journalist, både ude i marken så at sige, og bag en skærm, men mest af alt at kunne få lov til at skrive om spændende emner til et magasin eller lignende.

Jeg har altid, lige siden jeg kan huske ihvertfald, været utrolig fascineret og betaget af hele den skrevne verden. Det begyndte allerede da jeg lærte at skrive, hvor jeg skrev korte historier og digtede på livet løs. Efterhånden bestod det af lange noter i diverse notesbøger, digte (jeg prøvede, hmm hmm) og lange historier. Det sproglige sidder dybt i mig, og jeg elsker alt hvad der har med sprog og tekst at gøre. Det bedste jeg ved er simpelthen, at kunne formulere mig på en spændende måde og lege med ordene. For mig er det vitterligt et fristed, hvor jeg lader tankerne flyde og jeg tror det er utroligt sundt for sjælen. Bare at lade tankerne flyde ud gennem fingrene, og ud til tastaturet, uden nødvendigvis at skulle tage stilling til dem. Ikke sagt, at alt hvad jeg skriver får liv på den anden side, for noget bliver bare på kladderne, men om ikke andet, så er det dejligt befriende, og føles lidt som en dagbog, uden den kærlige start,”kære dagbog, i dag har jeg..”  Selvom der er noget ved denne form som tiltager mig utrolig meget, en følelse af at skrive til en anden, men samtidig være den eneste som læser med. Når det er for privat vel og mærket 😉 Bloggens fødsel skete netop af denne umådelig store interesse, og af den grund at jeg ikke længere synes det var nok, at skrive opgaver på studiet, selvom de ofte har det med at være både lange og tidskrævende, og selvom at jeg for det meste, i gruppeprojekterne, helt selv kan være med til at forme emne såvel som fokus. Derfor var det en ideel måde at få lov til at komme ud med mine budskaber, uanset hvad det måtte være. At kunne skrive om det som kommer til mig i tide og utide, og at nogen rent faktisk gider at bruge til på at læse det, det er stort. Selvom de fleste af mine følgere her i starten, har været præget af de som kender mig, betyder det stadig alt. Det vil nemlig sige, at jeg i det mindste bliver bakket op. Det er skønt og absolut det hele værd. Men, selvfølgelig håber jeg da, at flere og flere har lyst til at støde til i fremtiden 😉

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan du se jeg har grædt?