Ja overskriften lyder bitter og gammeldags og det er den på sin vis også. Der er fordele og ulempe
Se næste indlæg >
Når 365 dage føles som alt andet end det.
Tænk en gang, at der findes lande rundt omkring i verden, hvor alting er så markant anderledes fra det vi kender herhjemme. Hvor flader og ikke mindst samfund er svære at definere, alt er ud i et. Ingen veje, fortorve eller lignende som vi kender det her hjemmefra. Det er simpelthen noget af det mest indsigtsvækkende og vidunderlige jeg nogensinde har været vidne til. En befolkning på den anden side af jorden, hvor alt er anderledes, skævt og smukt. Det er præcis et år siden jeg begav mig afsted på mit livs eventyr, og det er slet ikke til at fatte. Et helt år, hvordan kan det overhovedet være muligt? Det er gået alt for hurtigt. Der er ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke har tænkt på Asien og alle de fantastiske oplevelser jeg gjorde mig, hver dag i to måneder, sammen med de tre sødeste piger jeg kender. Jeg havde aldrig troet jeg skulle opleve noget så unikt og fredfyldt. At jeg kom afsted betyder alverdens for mig. Jeg har altid stået tilbage og set hvordan andre pakkede deres rygsække og begav sig afsted til forskellige verdenshjørner, alt i mens jeg passede skansen herhjemme i Danmark. Og det har jeg egentlig haft det helt fint med, lige indtil sidste år hvor jeg fik et indre drive om at se en anden verden og tage en dag af gangen, med lige præcis det som jeg havde allermest lyst til.
Jeg har aldrig i mit liv oplevet så smuk natur som jeg gjorde i samtlige lande (Cambodia, Vietnam og Thailand, red). Hvert land har sat dybe minder i mit hjerte og jeg vil nok altid have et ganske særligt bånd til Asien, det er jeg helt sikker på. Det var en tid der gav mig utrolig meget at tænke over. Jeg lærte mig selv på en helt ny måde, og fandt sider frem som jeg ikke anede jeg havde. Positive vel at mærke, høhø. Jeg lærte hvordan jeg elsker at være i et med naturen, at tracke i bjergene og lære et andet land at kende på en helt speciel måde. En ren fordybelse af det enkelte land og hvad der kendetegner det. Cambodia, hvor jeg tilbragte en hel måned, var en ultimativ favorit hos mig. Jeg studerede dets historie og fandt en kæmpe glæde i at trave rundt i gaderne, som blev helt særlige for mig. Jeg følte mig enormt tryg allerede på andendagen og jeg gik ofte alene rundt, enten med musik i ørene eller på diverse markeder, hvor jeg kunne trisse rundt i flere timer. Her talte jeg enten med de lokale og købte fine ting eller betragtede livet rundt omkring mig, alt i mens jeg tog tusindvis af billeder til senere dokumentation. På den måde kan jeg dagligt finde fysiske og betydningsfulde minder frem og lade tårerne trille en smule, for jeg har allermest lyst til at tage afsted igen.
Jeg kan huske hvordan det hele føltes enormt uvirkeligt, da jeg igen stod i Kastrup lufthavn og skulle hjem til en anden hverdag igen. Jeg kunne ikke finde ro, alting synes så rent på sådan en klinisk hospitalsmåde, kan jeg huske. Der var så hvidt, enormt farveløst. Enormt firkantet. Der gik flere uger før jeg fandt det normalt at handle i Netto igen, eller blot at tage på café. Jeg manglede det eventyrlige, jeg manglede dufte, de mest smilende mennesker på trods af deres må og få og jeg følte mig pludselig enormt alene, som jeg sad der i min lejlighed omgivet af masser af ting, som jeg slet ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Når man lever i en rygsæk, finder man virkelig ud af hvad der betyder noget. Også selvom det kun var to måneder af slagsen.
Mit hjerte skriger efter at tage afsted igen, og det har jeg bestemt også tænkt mig. Jeg har fået en gigantisk trang efter at opleve nye steder, med komplet andre kulturer og værdier. Forhåbentlig går der ikke længe før jeg får muligheden igen <3
Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom
Ingen kommentarer endnu