Ordensmenneske VS. Rodehoved

Tænk hvor mange egenskaber (gode som dårlige) et menneske kan have. Nogle er enormt kreative, andre er gode til matematik eller til at spille et instrument, og så er der dem som er gode til alt. Men der er også dem som indeholder modstridende egenskaber, og ikke altid giver mening, heriblandt undertegnede. Jeg er nemlig et overordenligt ordensmenneske og perfektionist (det ved de som kender mig), siden jeg var ganske lille har jeg altid haft orden og styr på sagerne, for ikke at glemme mit hår. Mit hår har nemlig altid haft en stor prioritet, og nå ja mine strømper som også altid skulle sidde på en helt bestemt måde. Når jeg kunne se mit snit til det, så fandt jeg kammen frem og redte som aldrig før, uanset hvor jeg var henne, og jeg vidste altid hvor jeg kunne finde en. For var der noget der kunne irritere mig grænseløst, ja så var det hvis det skillede nogen steder, haha. Mærkeligt barn tænker man straks, men æblet falder vidst ikke langt fra stammen i dette tilfælde. Tiden med pandehår, åh kan i huske den tid. Jeg kan lige så tydeligt huske hvordan min mor klippede det bedste hun havde lært. Og det var måske så meget sagt, for ih hvor blev det skævt og jo skævere det blev, desto mere blev der klippet af. Lige skulle det jo være, og så er det jo vigtigt at opretholde en vis harmoni 😉 Nok har jeg ikke et lige så overdreven kam og børste forbrug mere (hm hm), men min indre perfektionist vil nok aldrig forlade mig. Det kan jo sådan set både være godt og skidt, men når et ordensmenneske så samtidig er velsignet med et til tider ret stå stort rodehoved, ja så kan det hele nogle gange godt falde lidt til jorden. For hvilken mening er der i det? Jovist skal der være en vis balance og ying og yang, den er jeg med på, men helt ærligt! Forleden havde jeg netop fået nok af rodet og måtte simpelthen have styr på min lejlighed og ikke mindst mit tøjstativ, som står fremme, og derfor helst skal se ordentligt ud. Det klarede jeg lynhurtigt, og tøjet blev da også nøje sorteret og sat i farveorden. Jeg hyggede mig ret så gevaldigt med det, måske fordi at jeg havde sørget for musik i højtalerne, så jeg kunne danse rundt og synge samtidig, høhø. Men det er da ikke et problem kan man straks sidde og tænke, og det er det jo sådan set heller ikke. Problemet er simpelthen dét, at jeg alt for hurtigt får lavet hele lejligheden om til en stor rodebutik igen, og projekt oprydning skal derfor konstantos startes forfra – og så meget energi har jeg trods alt ikke udelukkende til oprydning 😉 Så måske jeg for alvor skal gøre det lettere for mig selv, og give lejligheden en ordentlig tur, og i den forbindelse komme af med ting som jeg alligevel ikke bruger (smide ud det kan jeg altså ikke). Sidst men ikke mindst, så kunne jeg jo begynde at hænge tøjet på plads om morgenen, i stedet for bare at kaste med det, som var det mønter efter kærlighedsfontanen Fontane del moro i Rom. Længe leve tøjkriser!